Superskønt krydret og syrligt fyld med lakridsnoter til burger eller pitabrød. Opskriften fandt jeg for et par år siden på Irma.dk, men efter supermarkedet lukkede, kan jeg ikke finde den online længere, så derfor kommer den her.
Smagen er på en gang sød, stærk, salt og syrlig – med diskret bitterhed fra spidskålen og så selvfølgelig umami fra kødet, så hele smagspaletten er dækket ind. Der er også variation i teksturen med blød brød, knasende bacon, let sej relish med bid og mørt kød.
Ingredienser
4 burgerboller
8 skiver bacon
3 spsk. sennep
Pulled chicken
4 kyllingebrystfileter
2 tsk. groft salt
1 spsk. sukker
1 spsk. Worchestershiresauce
1 tsk. cayennepeber
1 tsk. lakridsgranulat
1 dl æblemost
Æblerelish
2 æbler
1 spsk. ingefær
0.5 rødløg
1 hvidløgsfed
1 spsk. honning
500 gram spidskål / fennikel
1 citron
2 drueagurker
Sort peber
Sådan gør du
- Dæk kyllingefileterne med vand i en gryde. Bring i kog og sluk. Lad dem trække ca.15-20 minutter, indtil kødet kan trækkes fra hinanden.
- Bland imens marinaden.
- Træk kyllingebrysterne til strimler med to gafler, og vend dem derefter med marinaden.
- Tilbered æblerelish ved at skære æbler og drueagurker i små tern. Riv den friske ingefær eller skær den i bittesmå tern. Hak løg og hvidløg fint. Snit kålen og evt. fennikel fint (gem gerne lidt rå kål eller fennikel til pynt). Pres saften af 1 citron.
- Bland alle ingredienserne til relish direkte i en gryde og rør rundt i 2-4 minutter ved middel varme.
- Steg baconskiverne sprøde på panden. Lun burgerboller eller pitabrød ca. 3-5 minutter.
- Når der serveres, så prøv at vende friske urter i, fx basilikum, estragon eller dild i enten kylling eller relish.
- Smør siderne af burgerbollerne med sennep. Kom æblerelish på brødet, så kylling, bacon, så lidt mere relish og til den sidste finish lidt spidskål/fennikel.
- Tip: Har du ikke Worchestershiresauce, kan du blande et alternativ af 1 spsk. soja, 0,5 tsk. fiskesauce og 0,5 tsk. eddike eller citronsaft.





