I påsken fik jeg tid til endnu et bageprojekt: Sandwichboller med lakridspulver – lyder det måske godt 😃

Bollerne laves med fordej, så jeg gik i gang aftenen før. Næste morgen blandede jeg så de sidste ingredienser. Dejen skulle herefter hæve til dobbelt størrelse, før jeg formede den til boller, som igen skulle hæve, før de blev bagt.

Opskriften fandt jeg på Amarellis hjemmeside, og de anbefalede, at man spiste bollerne med fisk. Men det havde jeg ikke noget af, så det blev i stedet med italiensk, tørret skinke, salat, tomater og avocado.

Bollerne smager i øvrigt også lækkert med smør som nybagte eller ristede dagen efter. Sødmen fra lakridsen fornemmes som en undertone men er på ingen måde dominerende

I den italienske opskrift bruges der hvedemel Tipo 00 og manitobamel, men det havde jeg ikke, så jeg prøvede med hvedemel og fuldkornshvedemel, og det blev bestemt helt ok.

Opskrift

6 boller
Fordej
85 g mel
45 g vand
1 g gær
Dej
150 g durummel
150 g hvedemel
4 g lakridspulver
10 g gær
100 g vand
2 g sukker
1 knivspids salt
10 g sesamfrø

Fordej

  • Opløs gæren i vand og bland det med mel. Ælt det igennem og lad det gerne stå natten over.

Dej

  • Sigt melet og bland det med gæren. Lav et lille hul i midten af bunken, hæld sukker og lakridspulver i, bland alt ved hjælp af en gaffel, tilsæt fordejen, det varme vand og salt lidt ad gangen.
  • På en melet overflade æltes dejen i ca. 10 minutter. Læg dejen tilbage i den melede skål, dæk den med et fugtigt klæde, og lad dejen hæve et varmt sted, til den er hævet til dobbelt størrelse (ca. 1 time).
  • Sæt i mellemtiden sesamfrøene i blød i lidt vand i en skål.
  • Form kugler af dejen, og læg dem ikke for tæt sammen på en bageplade beklædt med bagepapir, drys dem med de våde sesamfrø, og lad dem hæve igen på et varmt sted i 20-25 minutter.
  • Bag paniniene i 10-12 minutter i midten af en forvarmet ovn ved 200 grader.

Fyld de afkølede panini efter smag – fx med en smule Miracle Whip eller bare smør, salat, lufttørret skinke, avocado og tomater. Det kan også være med lidt sennep, blandet salat, squash og paneret fisk eller kylling. Ideel med en god lakridsøl.

Brødene smager også lækkert nybagte bare med smør eller ristede dagen efter med smør.

Opskriften er fra amarelli.it, som har den fra paneangeli.it.

Sandwichboller med lakridspift

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *